I marts 1968 fyldte jeg 18 og var igang med at afslutte 2. g ude i forstaden. Ingen af mine matematisk/fysiske klassekammerater fra 2. y var særligt oprørske. Snarere modsat, af pæne konservative familier, ligesom jeg selv. Hvis der var noget oprør, var det meget lokalt, hvor jeg gjorde en pæn indsats for at forstyrre undervisningen og min kære sidekammerat.

Vi hørte nok om hvad der foregik ude i den store verden. Tidligere i 60’erne havde vi de store anti-atomkraftmarcher og der blev demonstreret mod Vietnam-krigen. Men ikke i Birkerød.

Vi hørte dog tidens musik, men også her var det ret fredsommeligt. Jeg havde chokeret familien tidligere ved at synes godt om Elvis Presley (mere skulle der ikke til). Allerede tidligt var vi i biografen og så Tommy Steel. Stort chock. Midt i 60’erne stod diskussionen mest om Beatles vs Stones ude hos os. Jeg gik selvfølgelig linen ud med Stones imens pigerne diskuterede hvilken Beatle de elskede højest og skulle giftes med.

Hanne Reintoft optrådte til et møde i Farum, som jeg dog ikke deltog i. Hjemmets information hidrørte fra Danmarks Radios TV med én kanal, til afveksling somme tider Svensk Tv, radio, Berlingske Tidende, Det Bedste og Familiejournalen.

Det var jo spændende, hvad der foregik med de gamle kommunister, udbryderne i SF og dannelsen af VS i 1967. Min far kunne vist ikke se forskel og kammede helt over hver gang vi havnede i politisk diskussion, hvilket jeg af samme grund var lidt forsigtig med. Som konservativ mente han nok, at det hele kunne være et fedt, og standardargumentet var altid, om jeg mon kunne tænke mig forhold som i Sovjetunionen. Det nyttede ikke noget at tale om den anti-autoritære socialisme, som VS skulle repræsentere.

Allerede året før – jeg kan huske det var på den gamle skole – optrådte Poul Dissing med en anden form for oprør i form af sin helt egen danske bluesfortolkning. Han var vokset op lige ved siden af i Stavnsholt.

Midt i oprøret var der så studentereksamen i 1969. Vi gik ikke meget op i karakterer og jeg var endt med at vælge Arkitektskolen i stedet for DTH som de andre fra klassen. Lidt kunstnerisk skulle man jo være og jeg havde været meget glad for min guitarlærer, Per Henrik Andrésen, som var arkitekt. Det faldt også så heldigt, at der netop på det tidspunkt blev fri adgang til Kunstakademiet, som tidligere havde haft en adgangsprøve for arkitektstuderende. Så kunne man godt klare sig med 7,5 i snit.

Allerede dengang var jeg nok mest interesseret i psykologi og havde læst en masse på egen hånd. Jeg skrev også dagbog et par år i et forsøg på en slags selvterapi, der egentlig lykkedes meget godt. Det var midt i den almindelige frigørelse fra forældrene, men rakte også tilbage til den første for tidlige adskillelse fra en primær tilknytning i etårsalderen og manglende social læring i de første år på landet.

I 1970 flyttede jeg til et dejligt stort værelse hos en ældre dame på Søvej i Birkerød. Lige ved stationen, få hundrede meter fra biblioteket, i nærheden af mit arbejde på Birkerød Musikskole, hvor jeg nu underviste  guitar. Med udsigt over Birkerød Sø. Det kunne ikke være meget bedre.