Som første barn i familien kom jeg til verden på en fødeklinik i Hellerup i relativ sikkerhed og ikke langt fra mormor og morfars lejlighed, Judithsvej 17, 1.th. Men resten af min barndom var hjemme på gården i Niverød, i dag Fredensborg Kongevej 1.

En statelig hovedbygning fra 1850 med små tårne, tårnur og spir, på 400 m2. Ud til gårdspladsen var der en lavere længe med garage, værksted og lejligheder til folkene. Modsat hovedbygningen en lade og hønsehus på den anden side. Mod nord hestestald og kostald. Længere mod nord på den anden side af møddingen en vognport og parallelt med den svinestalden. Endelig vores nærmeste nabo, et lille hus hvor fodermester Svejstrup boede med sin kone og to børn, der vel har været omkring fem år ældre end ‘os’ (jeg selv og min bror).

Huset havde centralvarme i 50’erne med et stort kulfyr i kælderen, hvor der også var bryggers. Fra gammel tid var der pejs i alle rum i stueetagen. Køkkenet med brændekomfur og høkasse lå også i kælderen med serveringselevator til spisestuen oven for. I stueetagen var der en hall med adgang til kontoret, et rum der senere blev indrettet til køkken og til ‘den grønne stue’, dagligstuen. En suite til begge sider var spisestuen og ud mod haven ‘den røde stue’, som var til finere brug, med udgang til en havestue og haven mod syd.

Haven var anlagt skrånende ned mod en lille dam. Ikke helt så imponerende som Sandholmgårds. Nedenfor køkkenhave og frugtplantage. Mod øst en stor kastanie og hasselalléen ud mod en lille skov.

Dammen var ligesom mosen mod vest og mergelgraven mod nord forbudt område og optræder selvfølgelig i mine få erindringer fra den tid. Den gang (eller var det flere), vi blev overrasket af far, da vi var ude at soppe!

Andre farlige steder var møddingen, der som regel dannede en ajlesø ved siden af. Her måtte jeg engang redde min bror, Carsten, fra en ubehagelig drukning. Jeg forestiller mig dog ikke at vi har soppet i den ildelugtende suppedas, der i dag ville befinde sig under låg i en stor gyllebeholder.

Jeg sætter ovenfor ‘os’ i anførselstegn og min opvækst med lillebror Carsten som eneste selskab, havde vel næsten karakter af et tvillingeforhold. Men isoleret. Der var de to Svejstrup-børn, som var alt for gamle, og som jeg ikke husker vi legede med overhovedet. På den nærmeste gård, Damgården, boede Schmidterne, som var en del ældre end ‘vores’ forældre. Holger Jensen på Rydlandgård havde en søn, Ole, der vistnok gik i Carstens klasse, da han startede i 1. i 1957. Jeg selv mødte nok først Ornekajs datter Else Marie, som boede hvor vejen gik op mod Dageløkke.

Heldigvis var der som regel nogen afveksling om søndagen. Jeg var lige ved at skrive weekend, men det brugte vi jo ikke den gang. Lørdag var en næsten almindelig skoledag, så det var først søndag mormor og morfar var der. Morfar, grosserer Villy Ravn Christensen, havde sin store tid efter krigen, hvor han havde overtaget forretningen efter Amdrup og rejste meget på indkøb eller messer i Tyskland, England og Skotland. Der var rigelig afsætning på alt hvad han kunne skaffe af varer til et hungrende marked. Han var flink til at lyse op på vi to drenges triste tilværelse med spændende gaver fra det store udland, og vi vænnede os nærmest til at der landede nye ting og sager hver søndag.

Min mor var nok aldrig helt tilfreds med tilværelsen på landet og overlod en stor del af slæbet til sin mor, der altid tog arbejdsomt fat og boede hos os i lange perioder. I forbindelse med Carstens fødsel blev jeg også passet den første tid af hende i Hellerup. Senere har jeg også hørt min mor direkte bebrejde min far: Han havde inden de blev gift lovet, at der altid skulle være tjenestefolk til alt det praktiske, og sådan gik det ikke helt.

Lerbjerggård var overtaget af min farmor, Frida Cecilie Sønderskov, efter afhændelsen af Sandholmgård til staten i 1949 og blev forpagtet af min far, Ole Johan Sønderskov, indtil familien måtte rykke videre i 1959, da forpagtningsafgifterne ikke blev betalt og resten af min fars familie havde fået nok af vores liv over evne. Min far og hans søskende arvede i 1947 efter farfars død i 1947, og min far, der havde fulgt sin fars vilje med en uddannelse som mejerist og landmand, arvede det dobbelte af hvad der tildeltes hans søskende. Det var der ikke udbredt tilfredshed med.