Min oprindelige holdning var, at www og øvrige protokoller på internettet, som fx NNTP, var alt hvad vi behøvede for at kommunikere bredere og tilgængeligt for alle. News / Usenet er stadig teknisk bedre end de mange web-debatter nettet er plastret til med, typisk opdelt for hvert gammeldags papirmedie. Alt rodet sammen i en pærevælling og en uheldig konsekvens af den yderst mangelfulde undervisning i skolen, hvor de fleste lærere ikke har begreb skabt om hvad der er foregået siden computere blev alment tilgængelige midt i 80’erne.

Vi er altså endt med en forvirret generation, der ikke er i stand til at fatte andet end fx Facebook, fordi lærerne ikke har været i stand til at lære dem andet, fordi de ikke selv vidste bedre. Efter forholdsvis flittig brug af Facebook, LinkedIn og lidt Twitter, kan jeg også konstatere, at selv det kniber gevaldigt for de fleste.

Alle skulle jo have en Facebook-konto på et tidspunkt. Nogenlunde samtidigt med at jeg besluttede mig for selv alligevel at hoppe på vognen. Jeg havde set på det i første omgang, lige da det startede, men syntes jeg havde nok i mine egne to websteder, sict.dk til forretningsbrug og sonderskov.net privat, kombineret med det hensynende Usenet og lidt diskussion ved siden af på politiken.dk og information.dk. Politiken havde for øvrigt i starten en udmærket NNTP-baseret debat, som de så forlod til fordel for html på www.

Det siger sig selv at det sjoveste ved et medie er, at der er mange brugere. I de tidlige dage var det tilfældet med Usenet, fordi der ikke var andet (bortset fra nogle spredte BBS’er som ikke var internetbaserede, men diskussionssteder man ringede op til via sit modem – den gang et modem var et modem). Potentialet var stort, for enhver seriøs ISP havde også en News-server. Inden kapitalfondene tog over havde TDC fx den største og mest veldrevne.

Efterhånden som Usenet sandede til, TDC’s NNTP-server lukkede og kun de værste tosser var tilbage, fik Facebook rigtigt mange brugere. Eller rettere: Mennesker med en konto. For langt de fleste bruger overhovedet ikke deres konto. Lidt ligesom jeg selv, den gang jeg havde oprettet den første og ikke syntes jeg havde tid til bare at få et par billeder på.

De fleste har nok gjort den almindelige erfaring, at kun omkring 10 procent af facebook-vennerne bidrager med noget. Ikke engang den mindst krævende handling, et like, kan de 90 procent aftvinges. Vi ved ikke engang om de overhovedet er der. De næstmindst krævende handlinger består i, at brugeren tegner et billede af hvad hun synes om, som jo afspejler den person hun er, gennem likes af kunstnere, film, musik, meningsdannere osv. Valg, der samtidigt styrer den nyhedsstrøm, som genereres på startsiden.

Det er vanskeligt at sige noget om hvordan det forholder sig generelt uden at have studeret et større antal brugerkonti, men der er sandelig også nogle stykker, der går i den anden grøft og hver dag deler tonsvis af ting og sager, som de er stødt på. Gerne lidt trivielt fra de samme kilder dag ud og dag ind. Eller som følger enhver opfordring til at dele noget, som de ser, i stedet for at nøjes med et mere diskret ‘like’, som de måske ikke har opdaget bliver delt med vennerne også. Uden at plastre deres egen tidslinje til med ligegyldigheder.

Uden for de sociale medier snakker vi om sociale kompetencer, der ofte vægtes lige så tungt som faglige kompetencer på arbejdsmarkedet. På Facebook udstilles mangelfulde sociale kompetencer med ubarmhjertig klarhed.