Da morfar her i en alder af 42 i 1992 langt om længe afsluttede sin uddannelse med en kandidatgrad i psykologi, endte det med en ansøgning til et phd-projekt – men det var for sent. Det er stærkt op ad bakke, når man er blevet så gammel.
Grunden til min ansøgning var, at jeg efter alle de år, og specialeskrivning, endelig indså, hvad jeg bedst kunne lide. At studere et interessant emne og skrive en afhandling.
Det burde jeg have indset allerede 30 år forinden, for allerede den gang havde jeg en faible for at skrive. I grundskolen var det dansk stil, og jeg var heldig at have en god lærer på Bistrupskolen, Peter Wormsborg, som var flittig og positiv med sine rettelser.
Desværre var jeg nogenlunde god til alt muligt andet. Mit bedste fag var nok sløjd, og jeg var måske blevet en god snedker. Det var overhovedet ikke på tale, selv om begge mine forældre var håndværkere, en damefrisør og en mejerist/landmand. Jeg holdt meget af matematik og valgte matematisk-fysisk på Birkerød Statsskole.
Næste fejl var valget af Arkitektskolen, mest fordi min elskede guitarlærer var arkitekt. Det endte efter fire år og dramatisk stigning i arbejdsløsheden blandt arkitekter.
Jeg underviste i klassisk guitar på musikskolen i Birkerød og Lyngby Ungdomsskole, og blev smerteligt klar over, at jeg ikke var den fødte pædagog. Og så må man jo lære noget om det. Fx på Jonstrup Seminarium, hvor man kan blive skolelærer. Her endte det så med den ret skøre idé, at jeg ikke mere ville gå til nogen eksamen.
Det viste sig så, at man godt kunne tage en pædagogisk uddannelse som klubpædagog. Den kunne gennemføres med tre gange en måneds kursus på Ryslinge Højskole, men der blev stadigvæk ikke skrevet et ord. Det var en fest!
Nu begyndte det at stramme til og i 1982, hvor vores første barn var på vej, åbnede muligheden sig for at komme ind på psykologistudiet trods et meget middelmådigt gennemsnit til studentereksamen. En faglig interesse, der allerede var vagt i min lidt bøvlede ungdom, og som var forstærket på seminariet med den glimrende psykologilærer Skafte.
På psykologi blev der virkelig skrevet igennem. Da jeg startede i 82, var alle eksamener afløsningsopgaver, hvilket passede mig rigtigt fint. Det ændrede sig hen ad vejen og blev til sidst til et par gode gamle mundtlige eksamener.
Og så efter 30 års skolegang/studier gik det op for mig, hvad jeg bedst kunne lide. Nemlig det jeg burde have indset allerede i grundskolen. Lidt trist, men mit afvekslende arbejdsliv efter de afsluttende eksamen har nu været i orden, selv om det ikke blev som forsker.
Mine forældre havde hverken mulighed eller indsigt til at hjælpe mig med at finde ud af, hvad jeg skulle og hvad jeg var bedst til, men alle I andre forældre: Se godt efter og hjælp så godt I kan. Der er ingen grund til at spilde så mange år.
