Denne tekst er intet værd! Den er forfattet på den mest latterlige måde, på en computer. Og den er i første omgang gemt her på min SSD. Derefter publiceret på det absolut fattigste websted og promoveret på det allermest usle sted af alle, på Facebook. Føj, siger jeg bare!
Næh – i de gode gamle dage kunne man skrive direkte på papir ved hjælp af sin skrivemaskine. En rigtig forfatter gennemskrev sit manuskript flere gange på sin skrivemaskine. Så den tekst, der på denne vis endte i en rigtig bog, der også var trykt på rigtigt papir, den var virkelig noget værd. Besøg det nærmeste bibliotek, hvor alle disse guldklumper er samlet!
Eller? Var det mon ikke meget bedre før Gutenberg. Sådan en unik tekst, prentet med pen og blæk. Var det ikke helt fantastisk. Og de fleste blev kopieret af rigtige munke med rigtige gotiske bogstaver og kunstfærdige unicaler.
Næh, desværre var de fleste tekster den gang religiøst vrøvl og sludder. Enkelte værdifulde filosofiske tekster har overlevet via den slags kopier.
Så er vi fremme ved runestenene. De allerbedste tekster. I hvert fald meget holdbare, men det har taget rigtig lang tid at skrive på sådan en, for eksempel: Haraldr kunungR bað gørva kumbl þǿsi æft Gōrm, faður sinn, ok æft Þōrvē, mōður sīna, sā Haraldr es sēR vann Danmǫrk alla ok Norveg ok dani gærði krīstna.
Man ristede også runer på mere forgængelige materialer – træstykker – til almindelig dagligdags chat. Enkelte er bevaret, for ellers ville vi ikke vide det.
Ude i den store verden har man fundet endnu meget ældre tekster: Dødehavsrullerne og diverse hieroglyffer fra de gamle egyptere, kileskrift fra Mesopotamien osv.
Hvorom alting er: Runer er ikke bedst. En tekst er en tekst. Og den er genial, fordi den ikke som mundtlig overlevering er afhængig af tid og sted.
