Det var så kedeligt, det der sket med den internationale finanskrise for snart ti år siden.
Jeg selv og mine børn så en lysende fremtid i møde, hvor der ville være stor brug for os på en blomstrende arbejdsmarked. Jeg selv er godt nok en del af efterkrigstidens store årgange, fra den gang mine forældre satte fire børn i verden. Under indtryk af verdens tilstand hen mod det andet årtusindes afslutning, var vi lidt mere forsigtige, og vi var sikre på at vores to børn ville være stærkt efterspurgte, når de først havde afsluttet en uddannelse.
USA og Danmark er del af den samme vestlige verden, og man kunne nok forestille sig, at det kunne gå lige så galt her, som vi så med den amerikanske økonomi. Se bare på Grækenland, Italien og Spanien, som vi også regner til vores familie. Det gik også værre end nødvendigt med en Venstre-Konservativ regering, der netop for ti år siden fyrede helt unødigt op under kedlerne. Vores egen ydmyge bolig var fx pludselig seks gange mere værd iflg. den offentlige vurdering end 15 år tidligere.
Den store forskel på Danmark og USA og som mange amerikanere ville anse for renlivet socialisme, betår i mere eller mindre vellykket regulering. Foghs regering kunne have undgået de værste ulykker, hvis den havde anvendt de sædvanlige midler i en periode med overophedet økonomi. Af ideologiske årsager — Venstre tror som liberalt parti på, at den slags løser markedet af sig selv — greb man ikke ind over for ›boligboblen‹ selv om alle seriøse autoriteter selvfølgelig rådede dertil.
Amerikanerne tager selvfølgelig fejl. Deres skolegang er endnu værre end her, så de har intet begreb om hvad socialisme eller kommunisme er. Hverken her eller dér er der noget fælles eje af produktionsmidlerne eller politisk kontrol. Vi har derimod bygget videre på den kapitalistiske markedsøkonomi, som vi har været dygtige til at styre politisk, så vi ikke har haft de fleste af bivirkningerne, som de har i så rigt mål derovre: Udbredt fattigdom, galopperende kriminalitet osv. Undtagen når Venstre eller Konservative ind imellem kommer til magten.
Senest er det gået helt galt med den nye Løkke-regering, der er kommet til magten som følge af alarmerende stor tilslutning til vores mest højreorienterede parti, Dansk Folkeparti, der forsøger at bilde den mest uvidende femtedel af befolkningen ind, at de er en slags moderne arbejderparti. Uden at dele en eneste socialdemokratisk værdi, hævder de at være en slags arvtager og viderefører af velfærdssamfundet. Selv det gamle bondeparti, Venstre, havde tilbage i 2001 held med at fremstille sig selv som garant for velfærdssamfundet. Selv om deres leder få år forinden havde gjort sig til fortaler for »minimalstaten«, det stik modsatte.
Denne uhellige alliance har nu fået et lille bitte flertal, som DF straks i sine fortsatte bestræbelser på at fremstå progressivt, nægter at tage ansvar for. De er helt klare over, at de ved at tage ansvar sammen med bønderne ved næste valg, ville stå tilbage med meget få stemmer. Ved at optræde nærmest som et slags oppositionsparti, regner de med at kunne fortsætte med at samle endnu flere fremmedangste stemmer.
Grundlaget for vores succes i Skandinavien har været principperne om frihed, lighed og solidaritet. Du kan selv kigge efter i DF’s program og se om du kan finde noget andet end gud, konge og fædreland. Overvej derefter hvordan Danmark så ud den gang vores land faktisk byggede på det grundlag for 166 år siden, og find ud af om det virkelig er det, du ønsker.
Selv amerikanerne er ved at blive klogere. Når de i øjeblikket hører Bernie Sanders tale, forstår mange alligevel, at det måske ikke er så godt, hvis hele værdien af deres store produktionskraft går til den rigeste ene procent imens en tredjedel af befolkningen befinder sig under fattigdomsgrænsen.