Til børne- og andre børn

Skriv et svar

Da morfar her i en alder af 42 i 1992 langt om længe afsluttede sin uddannelse med en kandidatgrad i psykologi, endte det med en ansøgning til et phd-projekt – men det var for sent. Det er stærkt op ad bakke, når man er blevet så gammel.

Grunden til min ansøgning var, at jeg efter alle de år, og specialeskrivning, endelig indså, hvad jeg bedst kunne lide. At studere et interessant emne og skrive en afhandling.

Det burde jeg have indset allerede 30 år forinden, for allerede den gang havde jeg en faible for at skrive. I grundskolen var det dansk stil, og jeg var heldig at have en god lærer på Bistrupskolen, Peter Wormsborg, som var flittig og positiv med sine rettelser.

Desværre var jeg nogenlunde god til alt muligt andet. Mit bedste fag var nok sløjd, og jeg var måske blevet en god snedker. Det var overhovedet ikke på tale, selv om begge mine forældre var håndværkere, en damefrisør og en mejerist/landmand. Jeg holdt meget af matematik og valgte matematisk-fysisk på Birkerød Statsskole.

Næste fejl var valget af Arkitektskolen, mest fordi min elskede guitarlærer var arkitekt. Det endte efter fire år og dramatisk stigning i arbejdsløsheden blandt arkitekter.

Jeg underviste i klassisk guitar på musikskolen i Birkerød og Lyngby Ungdomsskole, og blev smerteligt klar over, at jeg ikke var den fødte pædagog. Og så må man jo lære noget om det. Fx på Jonstrup Seminarium, hvor man kan blive skolelærer. Her endte det så med den ret skøre idé, at jeg ikke mere ville gå til nogen eksamen.

Det viste sig så, at man godt kunne tage en pædagogisk uddannelse som klubpædagog. Den kunne gennemføres med tre gange en måneds kursus på Ryslinge Højskole, men der blev stadigvæk ikke skrevet et ord. Det var en fest!

Nu begyndte det at stramme til og i 1982, hvor vores første barn var på vej, åbnede muligheden sig for at komme ind på psykologistudiet trods et meget middelmådigt gennemsnit til studentereksamen. En faglig interesse, der allerede var vagt i min lidt bøvlede ungdom, og som var forstærket på seminariet med den glimrende psykologilærer Skafte.

På psykologi blev der virkelig skrevet igennem. Da jeg startede i 82, var alle eksamener afløsningsopgaver, hvilket passede mig rigtigt fint. Det ændrede sig hen ad vejen og blev til sidst til et par gode gamle mundtlige eksamener.

Og så efter 30 års skolegang/studier gik det op for mig, hvad jeg bedst kunne lide. Nemlig det jeg burde have indset allerede i grundskolen. Lidt trist, men mit afvekslende arbejdsliv efter de afsluttende eksamen har nu været i orden, selv om det ikke blev som forsker.

Mine forældre havde hverken mulighed eller indsigt til at hjælpe mig med at finde ud af, hvad jeg skulle og hvad jeg var bedst til, men alle I andre forældre: Se godt efter og hjælp så godt I kan. Der er ingen grund til at spilde så mange år.

Runer er bedst

1 svar

Denne tekst er intet værd! Den er forfattet på den mest latterlige måde, på en computer. Og den er i første omgang gemt her på min SSD. Derefter publiceret på det absolut fattigste websted og promoveret på det allermest usle sted af alle, på Facebook. Føj, siger jeg bare!

Næh – i de gode gamle dage kunne man skrive direkte på papir ved hjælp af sin skrivemaskine. En rigtig forfatter gennemskrev sit manuskript flere gange på sin skrivemaskine. Så den tekst, der på denne vis endte i en rigtig bog, der også var trykt på rigtigt papir, den var virkelig noget værd. Besøg det nærmeste bibliotek, hvor alle disse guldklumper er samlet!

Eller? Var det mon ikke meget bedre før Gutenberg. Sådan en unik tekst, prentet med pen og blæk. Var det ikke helt fantastisk. Og de fleste blev kopieret af rigtige munke med rigtige gotiske bogstaver og kunstfærdige unicaler.

Næh, desværre var de fleste tekster den gang religiøst vrøvl og sludder. Enkelte værdifulde filosofiske tekster har overlevet via den slags kopier.

Så er vi fremme ved runestenene. De allerbedste tekster. I hvert fald meget holdbare, men det har taget rigtig lang tid at skrive på sådan en, for eksempel: Haraldr kunungR bað gørva kumbl þǿsi æft Gōrm, faður sinn, ok æft Þōrvē, mōður sīna, sā Haraldr es sēR vann Danmǫrk alla ok Norveg ok dani gærði krīstna.

 

Man ristede også runer på mere forgængelige materialer – træstykker – til almindelig dagligdags chat. Enkelte er bevaret, for ellers ville vi ikke vide det.

Ude i den store verden har man fundet endnu meget ældre tekster: Dødehavsrullerne og diverse hieroglyffer fra de gamle egyptere, kileskrift fra Mesopotamien osv.

Hvorom alting er: Runer er ikke bedst. En tekst er en tekst. Og den er genial, fordi den ikke som mundtlig overlevering er afhængig af tid og sted. 

Vi ses på biblioteket, eller måske bare her på nettet.

Det blev tilfældigvis Triumph

Skriv et svar

Efter drengeårene på NSU Quickly og ti år i en gammel VW 1200 fra 1954 dukkede muligheden for en rigtig Bonneville op.

Sonja havde en studiekammerat på Den Kongelige Landbohøjskole, Jan Peter, der havde fået fingre i et eksemplar fra 1971, og han havde puslet med det kosmetiske efter en eller anden rockers uhæmmede hærgen. Så var han nået til mekanikken og gav op. Derfor var cyklen nu til salg for 6.500 kr. og jeg slog til. Sådan en smule simpel engelsk teknik, skulle jeg nok klare.

Klokken stod på 9.930 km, og et notat fra den gang viser, at jeg nok havde fundet frem til, at det betød mindst 109.930 km, men når jeg siden noterede tankning osv. talte jeg fra de ca. 10.000 km og snød på den måde mig selv. Det er klart at Helsingør-rockerens årlige kørsel har været mere end 1.000 km, og 15.000 km/år lyder mere rimeligt. Selv slutter jeg i 1987 med at notere 126.173 km ved den sidste tankning af 14,2 l benzin til i alt kr. 94,20. Det var tider!

Så gik turen ellers til Poul Hansen på Nordre Fasanvej. Igen og igen. Knap et år går der før stelnummer 8304 næste sommer i anden omgang kan synes 13.7.1979 og får tildelt pladen BM 18108. Så vidt jeg husker var det kun benzinslangerne, der ikke var sikret forskriftsmæssigt med spændebånd.

Der var nærmest ingen ende på ulykkerne. Værst, og et problem, der stadig ikke er løst tilfredsstillende, var en skade på primærkædekassen, hvor venstre side af selve motoren havde et hak i den flade der i forvejen er vanskelig at få tæt til dækslet. Ulykke nummer to, som jeg heller ikke har haft mod på endnu, er gearkassens tendens til at hoppe ud af tredje gear. Man kan jo godt klare sig uden al for heftig acceleration lige dér. Endelig er der tanken, som let kommer for langt frem og støder mod styret, hvor der er en gammel utæthed, som dog kun er til besvær ved helt fuld tank.

Siden 87 er der nu gået over 30 år med stilstand, og der er nok at tage fat på. Spørgsmålet er kun, om det betaler sig. Sådan en 71 model med svage bremser og forkætret oil in frame, er ikke i høj kurs. Den er helt skilt ad med henblik på endnu en gang maling. Efter Jan Peter var den blå / hvid med guldstafferinger og jeg har ikke været i stand til at bestemme om det har været de originale farver. Dem jeg finder synes at være en noget kedelig guld / hvid med sorte stafferinger. Blå / hvid er så vidt jeg kan se 500 cc-modeller.

Tryghed er godt

Skriv et svar

– men alt med måde.

Det var selvfølgelig idiotisk af VK-regeringen at lytte til folkepartisterne og med et slag halvere den periode de 80 procent af lønmodtagerne kan modtage dagpenge, samtidigt med at man fordoblede optjeningsperioden. Det var en ren økonomisk manøvre, som kun gik ud på at skaffe nogle hurtige penge til andre formål.

JobcenterImage

En helt anden historie er det, at det faktisk var på høje tid at få ændret på reglerne, fordi arbejdsmarkedet er et andet i dag end det var sidst vi satte perioden ned fra hele syv år i 90’erne.

Ethvert barn, der har slået ørerne lidt ud i samfundsfagtimerne, og har været så heldig at møde en skolelærer med minimal viden om forholdene, vil vide, at vores a-kasser, der er sunde frugter af fagforeningernes indsats, er en forudsætning for vores internationalt berømmede flexecurity-ordning, hvor virksomhederne i modsætning til fx de tyske eller italienske let kan fyre folk og tilpasse sig konjunkturerne i stedet for at gå nedenom og hjem.

Dagpenge for alle medlemmer i en periode, uanset forsørgelsesforhold i øvrigt, giver lønmodtagerne en passende tryghed og tid til at finde et nyt arbejde. I 90’erne blev det så klart, at syv år ikke var nødvendige, og i dag er alle fornuftige mennesker enige om, at ingen har nogen dybere fornøjelse af fire års ledighed. Tvært imod er det klart, at alt for mange blev lokket til at slappe for meget af i starten af ledighedsperioden, hvor det er altafgørende virkelig at slås for at finde et nyt arbejde i en fart. Det er især gået ud over de lavtlønnede, som havde det mindste incitament og ringeste forudsætninger for at regne den ud.

Dagens realiteter er, at man de flest steder vil se skævt til en ansøger med mere end et halvt års ledighed, en langtidsledig. Jo længere tid, der går, des værre, og så længe der findes arbejdssøgende på markedet med kortere ledighed, vil en person med et eller to år på CV’et være i store vanskeligheder, alene af den grund.

Derfor skal vi gøre alt hvad vi kan for nok at sikre medlemmerne af a-kasserne, men også for at forhindre, at nogen lokkes af overdreven tryghed.

Den seneste aftale mellem Socialdemokraterne, Venstre-regeringen og Dansk Folkeparti er udtryk for et rigtig godt kompromis: Tryghed med måde.

Facebook – del og hersk

Skriv et svar

Facebook svømmer over med opfordringer til at dele alt mellem himmel og jord, men tænker du over forskellen på at dele og at synes godt om, før du gør det ene eller det andet?

Del og hersk

Jeg har vist sagt det før, men jeg mener der bliver delt alt for meget og synes godt om alt for lidt. Her er forklaringen:

Når du deler noget, starter du forfra med et eller andet interessant på din egen tidslinje, hvor du måske får et par fattige synes godt om’er i stedet for at de går til det originale, interessante opslag. En god grund til at dele kan være, at du tænker opslaget tegner et godt billede af dig selv, som du gerne vil have stående på din egen tidslinje. Min opfordring er, at skrive noget originalt selv.

Hver eneste dag ser jeg den slags delinger, hvor jeg hellere vil bidrage til at synes om det originale opslag end delingen. Det kan også lade sig gøre, men her må jeg en omvej ad den henvisning, der findes over delingen, og det spilder tiden.

Det kan også være en fordel, hvis jeg tænker det er for fjollet, men alligevel ønsker at give min lidt fjollede fb-ven et klap på ryggen, for jeg ved det ikke kommer videre.

Årsagen til de alt for mange delinger skyldes formentlig, at mange ikke er klar over, at deres synes godt om‘er også deles / kommunikeres af Facebook til deres venner.

Facebook – Vis som

Skriv et svar

Kender du den her vigtige funktion?

Vis som

Går du i bad? Til frisøren? Tænker du over hvad du tager på af tøj? Formentlig.

Så skulle du måske også tænke lidt over hvordan du ser ud på Facebook. Vis som får du fat i ved at klikke på de tre prikker ude til højre. Her ser du så din offentlige profil, sådan som alle andre end dine venner og bekendte ser dig.

Oppe i den sorte bjælke kan du vælge at se hvordan du tager dig ud for hver enkelt af dine venner og bekendte.

Kan vi blive klogere?

Skriv et svar
Det var så kedeligt, det der sket med den internationale finanskrise for snart ti år siden.
Jeg selv og mine børn så en lysende fremtid i møde, hvor der ville være stor brug for os på en blomstrende arbejdsmarked. Jeg selv er godt nok en del af efterkrigstidens store årgange, fra den gang mine forældre satte fire børn i verden. Under indtryk af verdens tilstand hen mod det andet årtusindes afslutning, var vi lidt mere forsigtige, og vi var sikre på at vores to børn ville være stærkt efterspurgte, når de først havde afsluttet en uddannelse.
USA og Danmark er del af den samme vestlige verden, og man kunne nok forestille sig, at det kunne gå lige så galt her, som vi så med den amerikanske økonomi. Se bare på Grækenland, Italien og Spanien, som vi også regner til vores familie. Det gik også værre end nødvendigt med en Venstre-Konservativ regering, der netop for ti år siden fyrede helt unødigt op under kedlerne. Vores egen ydmyge bolig var fx pludselig seks gange mere værd iflg. den offentlige vurdering end 15 år tidligere.
Den store forskel på Danmark og USA og som mange amerikanere ville anse for renlivet socialisme, betår i mere eller mindre vellykket regulering. Foghs regering kunne have undgået de værste ulykker, hvis den havde anvendt de sædvanlige midler i en periode med overophedet økonomi. Af ideologiske årsager — Venstre tror som liberalt parti på, at den slags løser markedet af sig selv — greb man ikke ind over for ›boligboblen‹ selv om alle seriøse autoriteter selvfølgelig rådede dertil.
Amerikanerne tager selvfølgelig fejl. Deres skolegang er endnu værre end her, så de har intet begreb om hvad socialisme eller kommunisme er. Hverken her eller dér er der noget fælles eje af produktionsmidlerne eller politisk kontrol. Vi har derimod bygget videre på den kapitalistiske markedsøkonomi, som vi har været dygtige til at styre politisk, så vi ikke har haft de fleste af bivirkningerne, som de har i så rigt mål derovre: Udbredt fattigdom, galopperende kriminalitet osv. Undtagen når Venstre eller Konservative ind imellem kommer til magten.
Senest er det gået helt galt med den nye Løkke-regering, der er kommet til magten som følge af alarmerende stor tilslutning til vores mest højreorienterede parti, Dansk Folkeparti, der forsøger at bilde den mest uvidende femtedel af befolkningen ind, at de er en slags moderne arbejderparti. Uden at dele en eneste socialdemokratisk værdi, hævder de at være en slags arvtager og viderefører af velfærdssamfundet. Selv det gamle bondeparti, Venstre, havde tilbage i 2001 held med at fremstille sig selv som garant for velfærdssamfundet. Selv om deres leder få år forinden havde gjort sig til fortaler for »minimalstaten«, det stik modsatte.
Denne uhellige alliance har nu fået et lille bitte flertal, som DF straks i sine fortsatte bestræbelser på at fremstå progressivt, nægter at tage ansvar for. De er helt klare over, at de ved at tage ansvar sammen med bønderne ved næste valg, ville stå tilbage med meget få stemmer. Ved at optræde nærmest som et slags oppositionsparti, regner de med at kunne fortsætte med at samle endnu flere fremmedangste stemmer.
Grundlaget for vores succes i Skandinavien har været principperne om frihed, lighed og solidaritet. Du kan selv kigge efter i DF’s program og se om du kan finde noget andet end gud, konge og fædreland. Overvej derefter hvordan Danmark så ud den gang vores land faktisk byggede på det grundlag for 166 år siden, og find ud af om det virkelig er det, du ønsker.
Selv amerikanerne er ved at blive klogere. Når de i øjeblikket hører Bernie Sanders tale, forstår mange alligevel, at det måske ikke er så godt, hvis hele værdien af deres store produktionskraft går til den rigeste ene procent imens en tredjedel af befolkningen befinder sig  under fattigdomsgrænsen.

 

Facebook – og andre sociale medier

Skriv et svar

Min oprindelige holdning var, at www og øvrige protokoller på internettet, som fx NNTP, var alt hvad vi behøvede for at kommunikere bredere og tilgængeligt for alle. News / Usenet er stadig teknisk bedre end de mange web-debatter nettet er plastret til med, typisk opdelt for hvert gammeldags papirmedie. Alt rodet sammen i en pærevælling og en uheldig konsekvens af den yderst mangelfulde undervisning i skolen, hvor de fleste lærere ikke har begreb skabt om hvad der er foregået siden computere blev alment tilgængelige midt i 80’erne.

Vi er altså endt med en forvirret generation, der ikke er i stand til at fatte andet end fx Facebook, fordi lærerne ikke har været i stand til at lære dem andet, fordi de ikke selv vidste bedre. Efter forholdsvis flittig brug af Facebook, LinkedIn og lidt Twitter, kan jeg også konstatere, at selv det kniber gevaldigt for de fleste.

Alle skulle jo have en Facebook-konto på et tidspunkt. Nogenlunde samtidigt med at jeg besluttede mig for selv alligevel at hoppe på vognen. Jeg havde set på det i første omgang, lige da det startede, men syntes jeg havde nok i mine egne to websteder, sict.dk til forretningsbrug og sonderskov.net privat, kombineret med det hensynende Usenet og lidt diskussion ved siden af på politiken.dk og information.dk. Politiken havde for øvrigt i starten en udmærket NNTP-baseret debat, som de så forlod til fordel for html på www.

Det siger sig selv at det sjoveste ved et medie er, at der er mange brugere. I de tidlige dage var det tilfældet med Usenet, fordi der ikke var andet (bortset fra nogle spredte BBS’er som ikke var internetbaserede, men diskussionssteder man ringede op til via sit modem – den gang et modem var et modem). Potentialet var stort, for enhver seriøs ISP havde også en News-server. Inden kapitalfondene tog over havde TDC fx den største og mest veldrevne.

Efterhånden som Usenet sandede til, TDC’s NNTP-server lukkede og kun de værste tosser var tilbage, fik Facebook rigtigt mange brugere. Eller rettere: Mennesker med en konto. For langt de fleste bruger overhovedet ikke deres konto. Lidt ligesom jeg selv, den gang jeg havde oprettet den første og ikke syntes jeg havde tid til bare at få et par billeder på.

De fleste har nok gjort den almindelige erfaring, at kun omkring 10 procent af facebook-vennerne bidrager med noget. Ikke engang den mindst krævende handling, et like, kan de 90 procent aftvinges. Vi ved ikke engang om de overhovedet er der. De næstmindst krævende handlinger består i, at brugeren tegner et billede af hvad hun synes om, som jo afspejler den person hun er, gennem likes af kunstnere, film, musik, meningsdannere osv. Valg, der samtidigt styrer den nyhedsstrøm, som genereres på startsiden.

Det er vanskeligt at sige noget om hvordan det forholder sig generelt uden at have studeret et større antal brugerkonti, men der er sandelig også nogle stykker, der går i den anden grøft og hver dag deler tonsvis af ting og sager, som de er stødt på. Gerne lidt trivielt fra de samme kilder dag ud og dag ind. Eller som følger enhver opfordring til at dele noget, som de ser, i stedet for at nøjes med et mere diskret ‘like’, som de måske ikke har opdaget bliver delt med vennerne også. Uden at plastre deres egen tidslinje til med ligegyldigheder.

Uden for de sociale medier snakker vi om sociale kompetencer, der ofte vægtes lige så tungt som faglige kompetencer på arbejdsmarkedet. På Facebook udstilles mangelfulde sociale kompetencer med ubarmhjertig klarhed.

Farvel til CMSimple

Siden jeg gik bort fra håndbroderede html-sider har jeg brugt det meget enkle og pladsbesparende CMSimple, der består af en enkelt side og lidt php-programmering, som næsten ingenting fylder.

Surftown, som jeg bruger, har i flere år tilbudt en one-click-installation af WordPress, som jeg også har brugt på sict.dk, og det er jo nemt. Ligesom WordPress er nemt at bruge.

Sidste her var CMSimple så også begyndt at erodere lidt og vise forkerte danske tegn, så det skulle være. Samtidigt kigger jeg lidt på tidligere indhold, som lige nu er røget ud med badevandet. Planen er i løbet af nogle dage, at lægge relevant materiale tilbage igen.