Forstaden

Midt om vinteren 1959 flyttede familien til forstaden, nærmere betegnet Damgårdsvej 46 i Bistrup, Birkerød, hvor der lige havde været en af de første typehusudstillinger. Mine forældre havde valgt et Johan Christensen hus, der må have været på omkring 110 m2 dengang. I dag er der 150 mog 43 mkælder på de 862 m2 grund. Noget af et skift fra de 100 ha. Til gengæld et lidt udstillingsslidt, men topmoderne hus til under 90.000 kr. den gang.

Niels 1960

Min ældste søster, Bente, var kommet til i 1954 og her i 59 var en efternøler på vej. Det skulle blive juli før Christine, som i de første mange år selvfølgelig, familietraditionen tro, skulle hedde noget helt andet, nemlig Julie. Ligesom onkel Peter i virkeligheden hed Poul Otto og kusine Malene hed Susanne.

Siden min fødsel på klinikken i Hellerup, havde fars skoleveninde tante Grethe (Theilmann), der var jordemoder, taget over. Dr. Hansen i Hørsholm havde formentlig stået standby, men de tre hjemmefødsler foregik uden problemer og den lille yndige Julie blev alles yndling.

Udstillingen på Damgårdsvej havde vel omfatte en halv snes huse af forskellig art, så nu vrimlede det nærmest med børn i alle aldre, og der var rigeligt med friarealer, hvor vi kunne lege uden nogensinde at se noget til voksne. Kaptajn Hammer og hans portugisiske kone havde den ældste, uregerlige George. Mark var nok på samme alder ved siden af. Hilde, Norma og David Laing Andersson. Så var der Bistuphøvdingen, som havde en voksen datter. Hun tale ikke med. Arkitekt Ringsted havde en næsten voksen datter, der var stewardesse og Vibeke. Jacobsen, ingeniøren, der hver tirsdag sad og kluklo over sit Anders And, havde en helt lille dreng. Naboerne, endnu en ingeniør, Sven og Jytte Jensen med de to drenge Ole og Jørgen, der var på alder med mig og Carsten. Til den anden side boede en lokomotivfører og hans kone uden børn.

1375062_10151854613477870_500320666_n

Bemærk at Bente selvfølgelig også skulle hedde noget andet

Desværre havde min mor medført en kedelig landlig vane, hvor hun ved hjælp af en gong-gong hver eftermiddag afbrød legen, fordi hun mente vi skulle fodres der ved tre – firetiden. Det var ikke noget, der kunne ændres på, ligesom det også var en umulighed, at tage med skolekammerater hjem, eller for den sags skyld at have nogen med fra skolen.

946024_10151854613472870_191787654_n

Fra den gang der var biler til. Denne Buick fra 1937 holdt indtil min far fik arbejde som kørselsinspektør og kunne skifte til Volvo Amazon. Næsten 30 år!

Jeg var begyndt på musikundervisning på Humlebæk Skole og fortsatte med blokfløjten i Bistrup. Det var Karin Dupont, der underviste, og det gik alvorligt til. En af mine senere kærester huskede, at jeg var sendt afsted til undervisningen i det stiveste puds og butterfly. Det husker jeg heldigvis ikke.

I 1962 skiftede jeg til guitar, stadig hos Dupont. Det var klassisk guitar efter Schaller – Scheit og et guitarspillende medlem af familien havde på et tidspunkt instrueret mig om, at man efter spilleriet burde stemme strengene ned. Han spillede nok en gammel guitar med stårlstrenge, hvor det nok kunne gå an. Fru Dupont kunne dog ikke forstå, hvorfor min guitar med nylonstrenge altid var ude af stemning, og hver gang krævede lang tids arbejde for at komme på højde med resten af holdet. Det varede lang tid før hun opdagede, hvad der var galt.

Senere fik jeg en strengere lærer, Per Henrik Andrésen, der tålmodigt underviste den lidt sky og overfølsomme dreng, som aldrig fik lært at øve sig den anviste halve time hver dag. Hans noter findes stadig i dag, både i Schaller – Scheit og Gran Metodo Completo para Guitarra af Aguado og Sinopoli. Man kan tydeligt se hvor trægt det gik. Først nogle år senere i forbindelse med min første rigtige forelskelse tog spilleriet fart, da jeg opdagede, at guitaren kunne bruges til noget. Mine forældre interesserede sig ikke så meget for klassisk musik, selv om min mor altså sørgede for at jeg gik til undervisningen.

Jeg havde det stadig svært i skolen – og i frikvartererne. Især var der nogle store rødder fra Bistruplund, der plagede de små. En dag løb temperamentet – formentlig frygtblandet – af med mig, og jeg langede tilfældigt ud efter en af dem. En fyr der var en del større. Til min store overraskelse ramte jeg rent, og drengen stoppede straks mobberiet med et kraftigt næseblod.

Det var skrækkeligt forvirrende at komme fra en skole til en anden, når man ikke var helt på toppen. Især sådan noget som algoritmen for division var en anden på Bistrupskolen, og gav anledning til mange kvaler. Også i familien, der nok har brugt en helt tredje metode.

Af uforklarlige årsager havnede jeg trods alt i den såkaldte boglige linje, da klassen blev delt, og så småt fik jeg efterhånden mere greb om tingene. Dog først rigtigt, da jeg i 2. real blev bedømt som ‘måske egnet’ og valgte at tage det ekstra år med 3. real og en afsluttende eksamen. Da jeg mødte i 1. g på Birkerød Statsskole i 1966 var jeg altså endeligt på omgangshøjde med mine klassekammerater.

Damgårdsvej var den gang et herligt sted. Bag de nye huse var der op til Abildgård plantagen en stor mark med græs, hvor man kunne lege cowboys og indianere. Der var åen, som godt nok kun var en grøft. Men der var vand i som man kunne bygge dæmninger i. Og på den anden side, ud mod de opdyrkede marker mod Stavnsholt, var der to egetræer, som var fantastiske klatretræer. Især det ene, hvor man kunne lege tagfat hele vejen rundt i kronen. De stod lige overfor vores hus.

Bjørnekloen var også kommet til landet, og engang fandt vi selvfølgelig på, at man kunne puste gennem de hule stængler. Desværre var min bror stærkt overfølsom overfor bjørneklosaften…

I det noget mindre hus var der ikke plads til at mormor og morfar kunne fortsætte med at overnatte, og min mor havde samtidigt fået nye veninder. Hun udviklede et nært venskab til såvel naboen Jytte som til fru Sørensen, der havde været sundhedsplejerske for den mindste, Julie. Det gik så galt, at min mor ligefrem startede en slags ungdomsoprør, hvor hun ikke, som tidligere, talte en time om dagen i telefon med sin mor. Også moster Gerda fik i stedet en plads og lange daglige telefonsamtaler.

Min mor fik også på et tidspunkt den idé, at hun gerne ville arbejde igen. Hun var udlært damefrisør, og fik lyst til at starte sin egen salon. Det kunne der dog overhovedet ikke være tale om, efter min fars mening. Det var den gang manden alene skulle forsørge sin familie, og gifte kvinder ikke skulle have nogen form for erhvervsarbejde. Hun begyndte så i stedet at ommøblere hjemmet ret ofte. Det var ret tunge møbler fra de store stuer på Lerbjerggård, der blev flyttet rundt.

magirus-deutz-sirius-05

Far havde gennem årene siden tiden på landet søgt andet arbejde end det hårde job med fra tidlig morgen og ofte til sen aften, at køre fortrinsvis mursten til det boomende byggeri. Han forsøgte sig på et tidspunkt som sælger for et frøfirma og studerede ejendomshandel for at blive mægler, men gennemførte vist aldrig. Med hjælp fra familie fik han dog omsider en stilling som kørselsinspektør på de Storkøbenhavnske mejeri Trifolium. Først på Fabriksvej på Frederiksberg, senere i Bådehavnsgade i Sydhavnen.

Snart efter flyttede vi til et større hus på Skodsborgvej i Nærum, hvor der var bedre plads og et værelse til hvert af de fire børn. Jeg var startet på Birkerød Statsskole, første år i de gamle bygninger, der nu er Mantziusgården, engang Projekt Hus. Fra 2. g i de nye omgivelser på Søndervangsvej, hvor Birkerød Gymnasium stadig ligger.