Om

Niels P Sønderskov

Jeg er en simpel bondedreng, født og opvokset i Niverød i Nordsjælland. Min far var en landmand tilbage i 50’erne og forpagtede min farmors gård, Lerbjerggaard, hvor jeg voksede op de første ni år. Sådan en gård på landet giver masser af plads til eventyr, men det er også isoleret, og et barn vil få vanskeligt ved at lære grundlæggende sociale færdigheder. Det havde jeg.

Lerbjerggaard

Hovedbygningen, som den så ud i 50’erne

I 1959 var vi nødt til at forlade gården, og jeg tilbragte min ungdom i Birkerød, en forstad til København, og senere i Søllerød. Birkerød var et meget bedre sted for børn, og selvom jeg stadig følte mig lidt sær, tror jeg det lykkedes at blive nogenlunde normal. Jeg rasede mod min konservative far og fandt den første kæreste. Eller rettere, hun fandt mig, så vidt jeg husker.

Som ung mand i 70’erne studerede jeg og arbejdede som guitarlærer. Måske var det mere omvendt. Jeg var nødt til at tjene til livets ophold, da jeg brød med mine forældre som nittenårig. Jeg blev ikke er færdig med hverken Arkitektskolen eller læreruddannelsen. Jeg havde besluttet at jeg ikke ville underkaste mig nogen eksamen, så jeg endte med at arbejde i ungdomsklubber, først som assistent men ret hurtigt som leder. Den gang kunne man tage uddannelsen til klubpædagog uden nogen eksamen, hvilket jeg gjorde med tre fantastiske ophold på Ryslinge Højskole.

Tid til at blive voksen om sider i 80’erne. Med de sødeste børn og en kone også. Vi boede godt på det dejlige Trørødkollegiet, og for at gøre det, måtte jeg starte på psykologi ved Københavns Universitet, mens jeg stadig arbejdede, indtil min kone dimitterede fra Det Tekniske Universitet i 1985.

Jeg var derefter i stand til at forlade arbejdsmarkedet, og afslutte mine studier i 1991, og havde lært at gå til eksamen. Vi flyttede fra Trørødkollegiet til den anden side af vejen, hvor vi stadig bor i et dejligt lille hus. Jeg havde taget speciale i informationspsykologi men var ikke i stand til at finde et job indenfor det felt, så jeg arbejdede som selvstændig konsulent indtil 1996, hvor jeg blev ansat hos en af mine bedste kunder. De fleste af mine opgaver har siden været generel it – med et stænk psykologi.

I 2010 startede en ny fase med det første barnebarn, og det fortsætter nu i 2012 med den næste lille skønne pige. Det er så herligt når man som morfar får lov til at passe de små, og heldigvis bor vi ikke længere fra hinanden, end at det kan lade sig gøre tit.

Spejder

I 1965 var jeg fyldt 15 år i marts, og samme sommer var det store år, hvor vi ikke bare skulle på almindelig sommerlejr med KFUM-spejderne. Dette år var der korpslejr ved vikingeborgen Trelleborg ved Slagelse. Og 1. Bistrup trop fra Hjortedivisionen deltog med liv og lyst.
Alle sejl var sat til og vores telte stod perfekt blandt de øvrige knap 10.000 spejderes telte. Der blev bygget borde og lavet bål efter alle kunstens regler. Spejdersport, som vi kaldte det. Og der blev brug for alle de færdigheder, man havde tilegnet sig og skiltede med i form af duelighedstegn på uniformen.
Jeg var startet som ulveunge nogle år før i pastor Johannes C. Schwartz-Nielsens kælder, hvor vi holdt til. Jeg var ikke bevidst om det kristelige i bevægelsen, selv om man nok burde have bemærket indholdet af de løfter man højtideligt aflagde både som ulveunge og senere da man rykkede op som spejder. Det var ikke noget jeg bemærkede og det var vel min far, som selv havde været spejder, og mor, der under indtryk af naboernes aktivitet sørgede for indmeldelsen.
Til daglig mødtes vi en aften om ugen med lidt spejderritualer, lidt undervisning, fx i at bruge kort og kompas, og som regel en praktisk aktivitet i området med et lille løb eller lignende. For hver enkelt spejder havde man et program med aktiviteter, der sigtede på erhvervelsen af stigende grader (fx som væbner) og de omtalte duelighedstegn indenfor de forskellige spejderkompetencer og en del mere almene som fx svømning. Man kunne også avancere til patruljefører eller assistent og Ole endte som fører. Jeg selv var assisstent i patruljen da vi nåede til 1965.
Jeg tror også det var det år, hvor det var lige ved at gå galt med at disciplinere de små i patruljen. En af drengene tog hjem med sine forældre efter forældredagen fordi jeg havde været lidt hårdhændet i mine ledelsesmetoder. Det var ikke så godt.